Dortea, som rejste med mig er en dygtig storyteller og kunstmaler
under vor tre-dages hundeslædetur til Sisimiut
så hun ansigter og billeder i de mægtige fjelde
og jeg, jeg sang deres sange og healede landet,
Frederik, vor guide – Rebekkas bror kendte vejen
og det gjorde hundene også

Som sidst boede jeg hos Ernipajuk & Rebekka, og i min fritid besøgte jeg alle mine venner.
Så meget kærlighed…

Dortea boede

hos Benedicte, de havde det også godt

Her er min gode veninde, Benedicte

Til kaffemik fortalte Dortea historier om skeletkvinden og deslige,
Sosha havde lånt Antons bjørneskindskamikker og en grønlandsk tromme tilhørende KNI’s direktør… desværre fandt hun først flere dage senere ud af at tromme på den på den rigtige grønlandske måde

Dortea havde en dejlig tur til Illulisat

Rrraaavnn igen, og så en hel masse over det hele…

.. der fandt hun en tromme til mig…

Ernipajuk & Rebekka

Navaranna…

Og andre tidligere liv…

Mit aller-lykkeligste liv, endskønt jeg levede alene, for jeg var ikke alene, jeg healede de syge og bragte børnene til verden, og jeg sendte mange døde sikkert afsted på deres sidste rejse, når en bygd havde brug for mig blev jeg hentet af kvinderne i den store ummiak, de roede og til gengæld fortalte jeg historier, vi lo sammen, og jeg healede dem og velsignede ummiak’en på vejen, vi havde mange sikre og lykkelige rejser.

Og på vej til Assaqutaq med Kammamiis mand Ove, samt Dortea og Benedicte

Måske…
men det var ikke glæde,
det var ikke frihed,
det var ikke en vej med et hjerte…
og det er den eneste visdom jeg kender. Grønlandsk kan være svært at udtale, men når du husker at SMILE
er det nemt at sige: ILLILU!!

Assaqutaq..
Hvorfor blev grønlænderne tvunget til at forlade deres bygder?
Var det mere civiliceret?!?